Forleden var jeg så heldig at få et interview i stand med en af mine største helte, Beck Hansen. Beck var tilfældigvis på pr-tour i folks underbevidsthed for at promovere genudgivelsen af den legendariske slacker plade One Foot In the Grave, da han droppede forbi mig.

Før det bankede på døren til min lejlighed på ydre Nørrebro havde jeg sirligt anrettet et klassik koldt bord, som jeg mente ville falde i Becks smag, da han har skandinaviske aner. Hos Nørrebros Fiskehandel på Nørrebrogade 175 havde jeg købt fiskefileter og gravad laks, og hos slagteren på Jagtvej frikadeller og ribbenssteg. Ud over det selvfølgelig en flaske Gammel Dansk og to Ale Nr. 16.

Det bankede på døren. Jeg lukkede op og der stod Beck Hansen med sine notoriske lyserøde æblekinder og lyse lokker.

Beck: Hey are you Troels Thomsen? Writer at lastnite.dk?

Troels: Øh yeah that’s me Mister Hansen. An honer to meet you.

Herefter foreslog Beck prompte at vi skulle tale dansk, da det var så sjældent at han fik det brugt. Det forekom mig på dette tidspunkt overraskende naturligt at have Beck på besøg, og i det han selvfølgeligt smed sine sorte støvler for ikke at lappe på mit gamle trægulv, gik det op for mig, at det egentlig var ligesom at få en gammel bekendt på besøg, som måske havde været ude at rejse en tid.

Under frokosten begyndte det egentlige interview.

Troels: Når jeg drikker Gammel Dansk, som vi gør nu, ynder jeg tit at tale om religion. Det forekommer dig måske en smule upfront at spørge til dit forhold til Scientology, men jeg har tænkt en del over, hvorfor sådan en dejlig dreng som dig er med i sådan noget.

Beck: Det er helt i orden mr. T. Jeg er åben omkring det. Øhm mine forældre har altid været involverede i det. Min far som selv er musiker, har været medlem i over 30 år og min det samme med min mor. Men min farfar var kristen præst og min mormor jøde, så jeg har fået alle mulige religiøse indtryk.

Troels: Mm okay. Men der er jo først noget der er kommet frem ret sent. Er du flov over at du synes at L. Ron Hubbard er bomben?

Beck: Nææh men det har ikke altid betydet lige meget. Da jeg var sammen med min tidligere kæreste, betød det ikke så meget. Men så mødte jeg min kone Marissa Ribisi, som selv er scientolog, og så er det klart at jeg blev mere interesseret i det igen.

Troels: Fair nok. Men synes du ikke at hele den religion er lidt langt ude… Altså den er skabt af en science-fiction forfatter.

Beck: Wow Troels lad os nu bare skåle i Gammel Dansk.

Troels: Klart, godt ord igen. Gesundheit.

Troels: Kan du lide frikadellerne?

Beck: Ja meget -- i L.A. spiser jeg nogen gange kött bullar når jeg er i Ikea. Det minder lidt om det.

Troels: Jeg spiser tit to franske hotdogs. De er sygt billige der.

Troels: Er det rigtig antaget, at man kan dele din karriere ind i tre sektioner. Den første hvor du var en white thrash, slacker helt, som så det smukke i affald og mennesker på kanten af samfundet. Den anden hvor du sammen med Dust brødrene lavede groovy og gakket dansemusik såsom Odelay, Midnite Vultures og et sidste forsøg med Guero. Og den sidste periode med Sea Change, The Information og Modern Guilt -- og til dels også Mutations, hvor du pludselig er blevet voksen og lidt halvbitter på vores verden?

Beck: Ja det er helt rigtig.

Troels: Kan du fortælle lidt om pladerne One Foot In the Grave og Stereopathetic Soulmanure. Nu har jeg jo med glæde selv anskaffet genoptrykket af One Foot In the Grave.

Beck: Ja altså jeg brød jo igennem til mainstreamen med Looser nummeret fra Mellow Gold. Pladen blev udgivet på Geffen, og pludselig kunne man høre min musik på MTV og købe pladen i Wallmart. Den slags åbner døre. Med ét havde jeg muligheden for at udgive noget af mit tidligere materiale, som ikke havde hit-potentiale. Stereopathetic Soulmanure blev udgivet på Flipside og One Foot In the Grave på K-records.

Troels: Alt sammen i ‘94?

Beck: Alt sammen i ‘94.

Troels: Fortæl lidt om din tidlige karriere.

Beck: Altså jeg droppede ud af high school og lavede nogle forskellige ting. Flyttede til Europa for at bo hos min morfar Al Hansen (anerkendt kunstner fra Fluxus-bevægelsen, red.). Efterfølgende boede jeg i new York hvor jeg spillede musik på gaderne. Det var vel i slutfirserne. Derefter flyttede jeg til L.A. og der kom lidt mere gang i sagerne. Tja så kender du sikkert resten.

Troels: Gider du række mig remuladen? Til fiskefileten.

Beck: Remulade? Det kender jeg ikke. Putter du det ovenpå fisken?

Troels: Ja sammen med citron. Det er stanggodt.

Da Beck og jeg havde spist frokost og skyllet den ned med skarpe og en øl, måtte han gå. Det var hans tur til at hente børnene forklarede han. Jeg sagde pænt farvel og tak, og Beck tog sine støvler på og iførte sig sin sorte jakke og forlod lejligheden med ordene: In the time of chimpanzees I was a monkey.

Tags: Beck, One Foot In the Grave