For et år siden blev det offentliggjordt at Conor Oberst (Bright Eyes), M. Ward (She & Him), Jim James (My Morning Jacket) og Mike Moggis (Bright Eyes og M. Ward) ville lave et album sammen som ville udkomme i 2010 eller 2011. Gruppen blev allerede dannet i 2004 i forbindelse med en turné hvor de fire medlemmer spillede til de samme koncerter, og til sidst begyndte at spille hinandens numre. I år fik man, via bandets hjemmeside, serveret gruppens navn og en tidligere releasedato for dets kommende debut-album. ”Monsters Of Folk” var annonceringen af navnet, et ironisk, vovet og på samme tid forfærdeligt valg til et bandnavn, men måske meget passende – der er jo tale om en supergruppe. Herunder følger anmeldelse af debutten og koncerten på Vega 20 November.
Den 22 September 2009 udkom gruppens debut på Rough Trade, og der blev også lagt en gratis streaming på deres myspace-hjemmeside. En plade bestående af 15 numre, hvor de fire medlemmer akkompagnerer hinanden både vokalt og instrumentalt. Det er tydeligt at der i hvert nummer er en central figur, og at enkelte numre, er bandet sammen som en kerne.
Første sang med titlen ”Dear God (Sincerly M.O.F)” kan høres som en direkte kommentar til hele projektet – og ironisk er det når man trykker play og de fire folk-monstre henvender sig (yderst afslappet i forhold til bandets bombastiske navn) direkte til gud, med et minimalistisk trommebeat og nærmest akkompagnerende vokalkor – den tilbagelænede stil er lagt fra starten. Denne stil fylder det meste af pladen med fremragende numre som ”Temazcal”, ”Slow Down Jo”, ”Magic Maker”, ”Map of the World”, ”The Sandman, The Brakeman and Me” og slutteligt den mesterlige ”His Masters Voice”. Stilen passer godt til bandet som formår at lave nogle intense hjerteskærende øjeblikke hele pladen igennem.
Dette får pladen til at lyde som en nyere Bright Eyes eller M. Ward udgivelse, men man får i den grand også serveret mere end det; alt-country, traditionel country og traditionel rock/pop er alle genre som også pryder pladen med kulør og variation. ”Losin Yo Head” giver et godt indtryk af at grupppen ikke er bange for at blande genre og i det hele taget ikke er interesserede i at lave alt for ensrettet musik.
At pladen er en blandet landhandel betyder samtidig også at kvalitetsniveauet varierer, men det når aldrig ned på et skuffende lavt plan. De forskellige genre og medlemmer i bandet akkompagnerer hinanden på en afslappet måde, sådan at albummet i sin helhed ikke står tilbage som et forvirrende, men snarere formidabelt værk. Et værk der blander fire af tidens absolut mest interessante folksangere.
Bandet gav den 20 November koncert på en næsten udsolgt vega.
Inden koncerten var det blevet gjort klart i diverse pressemeddelelser, at bandet ville spille en lang koncert på omkring 3 timer. Koncerten kickstartede med singlen ”Say Please”. Den tilbagelænede stil som præger pladen var også helt tydelig på scenen – bandet udstrålede en afslappet holdning til hele projektet og alle var klædt i jakkesæt og laksko. Koncerten var delt op således, at bandet som udgangspunkt spillede numre fra Monsters Of Folk-pladen, og i løbet af koncerten fik hvert medlem tid til at spille numre fra eget bagkatalog. Det var præcis denne opbygning, der var skyld i at man på intet tidspunkt kom til at kede sig i løbet af de tre timer.
Monsters Of Folk-numrene fungere rigtig godt (ja nærmest bedre end på pladen) live. Man fik indtrykket af et sammenspillet fokuseret band. På intet tidspunkt fik man fornemmelsen af snobbet selviscenesættelse eller at der var en uligevægt bandet imellem. Af højdepunkter fra gruppens debut var ”Man Named Truth”, ”Dear God (Sincely M.O.F)”, ”Temazcal” og slutteligt den helt fantastiske ”His Masters Voice” alle numre som med tiden kan gå hen og få klassikker-status indenfor den moderne ”folk”-genre.
Conor Oberst var så gavmild midt i koncerten at spille nyklassikeren ”We Are Nowhere and It’s Now” fra I’m Wide Awake, Its Morning og efterfølgende ”Amy In Her White Coat”, som er en sjældenhed at høre Oberst spille live. Et fantastisk uhyggeligt nummer, som tekstmæssigt er et godt eksempel på den nådesløse stil der ofte præger Brigt Eyes udgivelser.
I løbet af koncerten blev man endvidere også beriget med Jim James helt fantastiske vokal i numre som ”Bermuda Highway” og ”Look At You”. M. Ward brillerede med ”To Save Me” og ”Chinese Translation”. Koncerten igennem sad Mike Moggis, som et underspillet overmenneske og styrrede begivenhedernes gang til venstre på scenen.
Et af mange højdepunkter skulle findes i det tredje ekstranummer da bandet sammen spillede Bright Eyes-nummeret ”Another Travelin’ Song”. Godt tre timer er der gået og her vælger bandet at give efter for den tilbagelænede stil, og vi indføres i en kulminerende “folk -dans” fra alle medlemmers side til et nummer som giver et godt billede af et band der hver for sig kan skabe vellydende ”folk”, men sammen kan skabe umenneskelig magi.
Loading ...
