Anmeldelse: Melvins – Bullhead (1991)

18.01.2010 Troels Worm Thomsen

Anmeldelse: Melvins – Bullhead (1991)

Navnet Melvins havde rumsteret en tid i mit baghoved, før jeg fik mig taget sammen til at anskaffe mig et par af deres plader. Nu er de mit yndlings cykel-hurtigt-band. De spiller slæbende langsom doom-, drone-, grungerock -- og så har de haft Kurt Cobain som roadie.

Bandets historie frem til Bullhead

Melvins blev dannet i starten af 80′erne af tre high school venner. Trioen blev hurtigt til en duo, og siden 1984 har Buzz Osborne (guitar, vokal) og Dale Crover (trommer) været rygraden i bandet.

Dale Crover boede hos sine forældre i Aberdeen, Washington, i high school årene. Her fik Melvins, som drengene kaldte sig, lov at øve og larme i Crovers kælder, som blev bandets base. Først stod den på 70’er covermusik, inden bandet begyndte at spille deres egen noget tungere musik. Rygtet om det nye sære heavyband blev spredt i staten, og Melvins fik hurtigt en fanbase.

I Aberdeen boede en anden ung med hang til alternativ musik. Det var den noget usikre Kurt Cobain, som hurtigt blev stor fan af Melvins. Cobain blev efterhånden venner med Buzz og Dale og hjalp bandet med at bære udstyr og gøre klar til koncerter. Da Melvins, som så ofte før, stod uden bassist, gik Kurt Cobain til audition for at få pladsen. Cobain var dog alt for nervøs og kunne ikke huske sangene. Han blev vejet og fundet for let. I bakspejlet var det jo meget godt.

I 1986 udkom Melvins debut EP Six Songs på det Seattle-basserede C/Z Records. Lyden var, som på de kommende 1980’er albums, inspireret af hardcore bands såsom Flipper og Black Flag. I 1987 udkom bandets første fuldlængde Gluey Porch Treatments, som blev opfuldt i 1989 af pladen Ozma.

Bullhead

I 1991 udkom pladen Bullhead (Boner Records), som markerede et skift i bandets lyd. Tempoet blev skruet ned og bandet udviklede en dronemetal lyd -- som hvis man tager et Black Sabbath riff, skruer tempoet ned, og gentager det igen og igen.

Dette står særligt tydeligt i åbneren på Bullhead, Boris. Nummeret er over 8 minutter langt, drevet af et dræbende langsomt effektfuldt riff, som et 1000 tons godstog der kun lige akkurat kan slæbe sig op over en bjergkam. Ovenpå messer Buzz Osbornes forvrængede vokal, som er særdeles karakteristisk. Nummeret inspirerede desuden de japanske stenerrockere Boris, som tog navn efter det.

På nummeret It’s Shoved viser Melvins en mere tidstypisk grunge lyd. Introen, med lette trommer og en catchy basslinie, minder om Pixies eller The Breeders. Dog er guitaren en del mere mandet, og når Buzz åbner gabet, er man ikke i tvivl om, at vi har med Melvins at gøre. Nummeret fungerer fantastisk og falder, på trods af sine lette ben, ikke udenfor Bullhead.

It’s Shoved bliver efterfulgt af Zodiac. Et skingert guitarriff springer én i ørerne. Trommerne sætter et højt tempo, og man får automatisk lyst til at køre hurtigt i bil eller slå en gammel kone ned. Måske er rock virkelig farligt…

Alt i alt er Bullhead et smadder godt album, hvis man har hang til hård rock på Black Sabbath-møder-Pixies-måden, tilsat rigelige mængder monotone, skærende guitarriff. At pladen netop er den første, hvor Melvins dyrker den mere dronede lyd, gør Bullhead ekstra interessant. Et godt sted at starte.

Den kan bestilles hjem for en slik på nettet eller hos din lokale pladeven.

Her er det nummeret Boris fra Bullhead:

Melvins i dag

Melvins har udgivet 16 albums siden Bullhead -- mange af dem på Mike Pattons Ipecac Recordings. Seneste album er Chicken Switch (2009), som fik pitchfork.com’s anmeldere til at udbryde: 7.8! På de seneste to eller tre albums har Melvins haft duoen Big Business med i studiet. Hvis man har hang til denne type musik, kan duoen i høj grad også anbefales.