Spencer Krug er alle vegne. Hans navn vækker måske ikke genklang i alles ører, men det gør dele af hans meritter nok. 32 årige Krug er nemlig en uhyre produktiv og helt central figur på den meget omtalte canadiske indiemusikscene, hvor han vel nok er mest kendt som den ene frontfigur i Wolf Parade. Men hans virke stopper så langt fra her.
Han er hovedkraft i tre-fire bands og løst medlem andre steder, samtidig med at han udgiver soloprojekter. Læg dertil en høj turnéaktivitet, og man har en fuldstændig overvældende produktivitet. Det interessante ved Krugs arbejdsnarkomani er imidlertid, at kvalitetsniveauet er konstant højt. Det betyder ikke, at alt fra Spencer Krugs hånd er sublimt, men det er altid værd at lytte til – og også ofte mere end bare det. Krug sidder med andre ord på en guldgrube af musik, som jeg vil forsøge at åbne lidt op for med en kortfattet oversigt over hans musik samt en varm anbefaling til at dykke ned i den.
Krugs varemærke som sangskriver er den skæve tilgang. Sangenes opbygning er skæv, instrumenterne spilles skævt og hans vokal er skæv. Det lyder måske lidt for meget som taget ud af indiepolitiets reglement, men til forskel fra mange andre sangere og sangskrivere i denne genre, har Krug noget umiskendeligt autentisk og autonomt over sig. Hans ting bærer en intensitet og originalitet, som er sjældent hørt, og så spiller og synger han med en fundamental uro og nærmest manisk og desperat energi, som gør musikken nærværende og vedkommende. Den bliver aldrig ligegyldig.
Vokalen går fra det lavmælt skingre og bævende til det desperate og næsten skrigende. Og så mestrer han som få andre at skrive pokkers fængende sange, selvom hans udtryk ikke ofte er særlig lettilgængeligt.
Wolf Parade
Wolf Parade er i mine ører ubetinget Krugs bedste produkt. Debutalbummet ‘Apologies to the Queen Mary’ (2005) er ganske enkelt et mesterværk. 12 fantastiske, skæve sange, som går fra den næsten pæne indiepopsang med klaver og kor til den tøjlesløse og hurtige rocksang med skramlende trommer og sære orgellyde. Krug og Dan Boeckner deles om sangskrivning og vokalarbejde i Wolf Parade, og overraskende nok blegner Boeckner ikke i Krugs selskab. De supplerer hinanden fortrinligt, og Boeckner matcher fuldstændig Krug hvad angår intensitet og energi, og somme tider kan det faktisk være vanskeligt at høre hvem af de to, der synger. (Lyt i øvrigt også til Boeckners sideprojekt med konen, Handsome Furs)
For nytilkomne: Begynd med ‘Apologies to the Queen Mary’ og tjek derefter den værdige opfølger, ‘At Mount Zoomer’ (2008).
Wolf Parade: ‘I’ll believe in Anything’
Sunset Rubdown
Sunset Rubdown er helt og holdent Krugs band. Han startede det som et soloprojekt, men udvidede det efter første album med en fast besætning, som har været med på de seneste tre album. Sunset Rubdown er lidt mere eksperimenterende og kaotisk end Wolf Parade, ligesom det kan være mere storladent, og så er Krugs skæve signatur selvfølgelig meget tydelig, fordi han både er sangskriver og forsanger. Sunset Rubdown er i øvrigt et fremragende liveband, som har været så gode at besøge Loppen to gange de sidste par år.
For nytilkomne: Begynd med ‘Shut Up I’am Dreaming’ (2006)
Sunset Rubdown: ‘Us Ones In Between’ (uofficiel video)
Swan Lake
Swan Lake består udover Spencer Krug af Daniel Bejar (The New Pornographers og Destroyer) og Carey Mercer (Frog Eyes). Også Swan Lake lægger sig ikke overraskende i slipstrømmen af Krugs andre projekter, omend udtrykket ikke er helt så sammenhængende. I hvert fald er der ikke samme rastløshed og iderigdom over Swan Lake som Wolf Parade og Sunset Rubdown (jeg har dog kun deres anden og seneste plade, ‘Enemy Mine’ (2009)). Både Krug og Mercer synger, og selvom det fungerer, så opstår der langt fra samme magi som i Wolf Parade-duetten. På ‘Enemy Mine’ findes ganske gode numre og så findes der det uforligneligt smukke ‘A Hand at Dusk’. Lyt selv nedenfor!
Swan Lake: ‘A Hand at Dusk’
Moonface
Moonface er Krugs seneste soloprojekt, hvorfra der indtil videre er kommet EP’en ‘Dreamland’ (2009), som kun indeholder nummeret ‘Marimba and shit drums’
Krug har noget med drømme. Et af Sunset Rubdowns album hedder da også ‘Shut Up I’m Dreaming’, og under Moonface-aliaset har Krug helliget en 22 minutter lang sang til drømme. Nummeret er nedbarberet, fabulerende, skide godt og vitterligt spillet på marimba og lortetrommer. Og så kan man betale lige hvad man vil for at downloade det her.
Fifths of Seven
I den mere kuriøse ende, for mig at se i hvert fald, finder vi Fifths of Seven, som er Krugs klassiske ensemble. Musikken og instrumental og ja… klassisk. Ikke lige min kop te men projektet siger da noget om Krugs musikalitet og spændvidde.
Fifths of Seven på Myspace
Frog Eyes
Og så skal det da lige nævnes, at Spencer Krug også er løst tilknyttet bandet Frog Eyes, som er Carey Mercers band (som Krug spiller i Swan Lake med). Krug har både været med på indspilninger og i livesammenhæng.
Frog Eyes på Myspace
Loading ...
