Et af de sidste skud på stammen af indiebands i Fleet Foxes/Grizzly Bear krydsfeltet er Local Natives. De fem gutter fra Silver Lake lagde vejen forbi Lille Vega fredag aften og fik med en sympatisk og energisk indsats sat weekenden godt i gang.
LN har kun for ganske nyligt fået debuten ‘Gorilla Manor’ på gaden i Danmark og får først pladen udgivet i Nord Amerika den 16. februar, men der har vinteren igennem været et godt buzz omkring dem. Det var da også et stort set fyldt Lille Vega, der tog i mod dem, selvom snestormen pludselig gjorde tanken om en fredag aften på sofaen med Karsten, René og resten af X-faktor holdet til et næsten gangbart alternativ. Men lad det med det samme være sagt at koncerten afgjort var iskolde tæer og lidt sne i skægget værd.
Generelt fungerede de mange smukke sange fra ‘Gorilla Manor’ rigtig godt, ikke mindst fordi LN sørgede for at give det lille ekstra live-spark i røven, der i ordets bedste forstand gjorde, at koncerten ikke blev for pæn. Vokalerne fungerede godt, både harmonierne og når Ryan Hahn, Kelcey Ayer og Taylor Rice hver især tog en tørn som forsanger, og Matt Frazier og Andy Hamm sørgede for en solid bund på trommer og bas.
Kvintetten lagde fint fra land med bl.a. ‘Camera Talks’ og Talking Heads-coveret ‘Warning Sign’ og drengene fik sat godt gang i publikum med en energisk indsats under numrene og en afslappet og sympatisk optræden i mellem dem. Koncerten fik efter den gode start et lille dyk omkring halvvejs, hvilket kan være svært at undgå, når der nu kun er en enkelt udgivelse at tage fra. Med den lille pop-perle ‘Airplanes’ fik LN dog sat fut under kedlerne igen og leverede en effektfuld og medrivende afslutning, hvor især ‘Sun Hands’ med råbekor og rock’n'roll riffs var med til at sætte prikken over i’et for det begejstrede publikum.
Alt i alt leverede LN en rigtig fin koncert, der gav et perfekt afsæt til en snefyldt fredag nat. På en skala fra et til seks får denne koncert fire store lastnite-stickers herfra.
Local Natives er i øvrigt i gang med at planlægge en tur på de europæiske festivaller denne sommer og er ifølge guitaristen Ryan Hahn også i kontakt med Roskilde. Jeg krydser fingre for at det lykkes – og gik du glip af koncerten fredag aften skal du afgjort krydse med.











damit du er dyb knudsen hvor har du den store musikalske indsig fra, Er det alderen og rutinen der trykker ?