Nogle gange kan en arbejdsuge synes meget lang. Derfor er det rart med højdepunkter undervejs såsom onsdagens koncert med Japandroids på Loppen.
En forsanger med urimelig langt pandehår, som pletvis pustes tilbage af en blæser placeret forrest på scenegulvet ved siden af monitoren, samt en trommeslager, som tydeligvis og rent faktisk har læst “science” på universitetet, lyder måske som en rimelig nedern duo. Brian King (guitar/vokal) og David Prowse (tromme/vokal) er netop sådan en sær sammensætning – men en velfungenrende én.
Med debuten “Post Nothing” som udgangspunkt skød Japandroids en fest i gang af overraskende varierede sange over temaet: catchy punk med masser af støj. De to hits The Boys Are Leaving Town (i dette tilfælde The Boys Are Leaving Fucking Copenhagen) og den dansable Heart Sweats var to sikre milepæle i koncerten. Bandet viste dog også andre sider blandt andet med et hårdtrocket nummer, som fik mig til at tænke på herlige Melvins, en progrocket afslutning The Boys Are Leaving Town og et enkelt punk-77 agtigt nummer. Dette skabte koncerten igenem en fin balance mellem poppede- og mere eksperimenterende numre. Der var kun få sange, hvor bandet mistede fart, hvor jeg kedede mig en smule – men det er ok for et band med kun et album at trække på. De to musikere formåede at få de to instrumenter til at fylde lydbilledet ud på en overraskende festlig og varieret måde, hvilket gjorde en almindelig onsdag aften til en fest, jeg vil huske.











