23.06.2010 Lee Tomas

Faithfull & Broken English

Selvom årets Roskilde Festival står for døren og i øjeblikket løber med mest opmærksomhed. Er det alligevel værd at nævne når en af rockhistoriens mest karakteristiske kvindestemmer lægger vejen forbi et københavnsk spillested. Fredag d. 25 juni kl. 21:00 lægger Amager Bio scene til “an intimate evening” - i selskab med Marianne Faithfull. Som det antydes vil der denne aften være tale om et minimalt line-up; to guitarer, én sangerinde. Marianne Faithfulls karriere har indtil videre budt på en lang række albums. Fra debuten “Come My Way” fra 1965, og senest frem til 2008´s “Easy Come, Easy Go”. I anledning af koncerten vil jeg anbefale et lyt (eller genlyt), til pladen “Broken English” fra 1979. Udover at bekræfte sin position som stor fortolker af andres sange, giver Faithfull på “Broken English” også fine eksempler på hendes egne evner som sangskriver. Mest interessant er dog den måde hvorpå pladen genremæssigt adskiller sig fra hendes udgivelser. Hvor Faithfulls navn tidligere i 70´erne havde været synonymt med en folket, country/western-sound, kom “Broken English” med sin fusion af både rock, punk og New Wave-elementer til at fremstå både moderne og tidsløs. Især “The Ballad of Lucy Jordan” og den bitre “Why d´Ya Do It?” er perfekte eksempler på hvor stærkt et udtryk Marianne Faithfulls dybe, raspende og (til tider) maskuline vokal er. Helt i særklasse og ulig de fleste.

Bookmark and Share

Tags: ,

En kommentar til “Faithfull & Broken English”

  1. Martin Ejvind Arthur Brauner siger:

    Den koncert vil jeg gerne til…!!

Smid en kommentar